Om Kejserinderne
Kejserinderne er et kærligt og støttende univers med høj faglighed, for dig der har født dit barn ved kejsersnit, hvad enten det er et øjeblik eller ti år siden. Det er for dig, der gerne vil forberede dig på at skulle føde ved kejsersnit, men stadig have ejerskab og kontrol over din fødsel. Og det er for dig, der planlægger at føde vaginalt og tidligere har fået et kejsersnit.
Bag platformen står jordemoder og hypnoterapeut Anne Ruby. Jeg fandt på at kalde kvinder, der føder ved kejsersnit, for 'Kejserinder' tilbage i 2009 og har siden hjulpet tusindvis af kvinder med at transformere deres (måske) negative følelser omkring kejsersnittet til power og stolthed.
I juni 2024 starter jeg fødselsforberedelse for kejserinder og er på vej med et trænings- og efterfødselsforløb for kejserinder, som de kan bruge efter fødslen. Samtidig er min intention at skabe et univers og en klub for kejserinder med flere års erfaring som mor.
Du er altid velkommen til at skrive til mig på anneruby@kejserinderne.dk hvis du har spørgsmål eller feedback. Du er også velkommen på mit nyhedsbrev, hvor jeg skriver om alt der er relateret til at føde eller have født ved kejsersnit.
Jeg ønsker for dig, at du må lande blødt i dit moderskab og altid bære din usynlige krone med stolthed. Velkommen i kejserindefamilien!
Om Anne Ruby
Jordemoder med 20 års erfaring, uddannet i efterfødselsreaktioner og som hypnoterapeut. Efteruddannet i akupunktur og specialiseret i øreakupunktur. Hjemmefødselsjordemoder med 16 års erfaring.
Forfatter til bogen “Jordemoderens guide til din hjemmefødsel” og optræder ofte som ekspert i medierne.
Ekspert i kejsersnit og traumatiske fødsler og står bag onlineforløbet “Dit knuste fødehjerte” og platformen “Kejserinderne”. Mor til tre.