Gittes VBAC-historie startede, dengang hendes søn kom til verden for snart 5 år siden ved akut kejsersnit. Det var desværre en grim oplevelse. Gitte fortæller selv herunder, hvordan hun efter kejsersnittet fik lov at opleve en vaginal fødsel.

10 dage over tid

“Da jeg var 10 dage over tid, skulle jeg sættes i gang. Det startede en fredag morgen kl. 8 med en stikpille. Første pille virkede ikke, og det gjorde den anden heller ikke. De prikkede hul på vandet, det virkede heller ikke. Jeg fik et lavement, det virkede heller ikke.

Så fik jeg ve-drop, og DÉT virkede! Skulle man i hvert fald tro. Min krop reagerede voldsomt med mange veer med meget kort tid imellem. Efter noget tid vurderede man, at nu var der så godt gang i det, at man ville lade min krop tage over og selv “producere” veerne, så der blev slukket for droppet. Og så gik det ellers bare i stå.

Der blev igen skruet op, og jeg fik igen mange veer med korte mellemrum. Natten mellem fredag og lørdag blev der slukket et par timer, så jeg kunne hvile. Da man igen skruede op, tog min krop heller ikke denne gang over.

Ingen fremgang dagen efter – epidural blev min redning

Lørdag var der stadig ingen fremgang. Efter så mange timer, havde jeg ikke åbnet mig mere end 2 cm! Jeg valgte på et tidspunkt (husker ikke hvornår) at få en epidural. Der var så kort tid imellem veerne, at den dygtige narkoselæge stod klar med nålen til at stikke, så snart en ve var overstået, og han nåede kun lige akkurat at få nålen ud, så kom den næste. Endelig kunne jeg slappe lidt af. Epiduralen var for mig Guds gave til kvinden! Jeg var nu i stand til at forholde mig til og snakke med andre mennesker.

2 cm åben og med feber

Sent om aftenen begyndte jeg pludselig at ryste helt ukontrolleret. Jeg var fuldstændig ude af stand til at slappe af. Min temperatur blev målt 2-3 gange og det viste sig, at jeg havde fået feber, og temperaturen steg hurtigt. I øvrigt var jeg stadig kun 2 cm åben!
Så skulle det altså være nu, da der var fare for en infektion! Drengen skulle ud ved kejsersnit.
På vej til operationsstuen blev jeg pludselig MEGET dårlig og måtte kraftigt understrege, at jeg altså skulle kaste op NU! Min kæreste nåede lige at holde en bakke hen til mit hoved, og så væltede det ellers bare ud af mig, alt imens der blev stillet op til operation, og jeg stadig lå og rystede.

Akut kejsersnit – Asmus blev født

Alt hvad der skete var og er stadig meget sløret for mig. Min krop var så fuld af alt muligt, at jeg slet ikke rigtig var til stede. Klokken var 00:57 da Asmus kom ud. Jeg fik senere at vide af jordemoderen, at de havde været 3 mand oppe og ligge på mig på én gang, for at få ham ud. Han var blevet skudt til omkring 4000 gram, men i stedet kom der en basse ud på 4800 gram! De havde simpelthen skåret et for lille hul.
(Det er først under min anden graviditet, at jeg har fået vide, at grunden til jeg aldrig åbnede mig mere, nok var fordi han var så stor. Han kunne ganske enkelt ikke komme ned og ud.)

Da jeg langt om længe blev spurgt om jeg ville holde ham, måtte jeg svare nej. Jeg lå stadig og rystede pga. feberen, så jeg var simpelthen bange for at tabe ham! Det var ikke rart at skulle sige nej til at holde sit første barn for første gang!

Jeg følte mig snydt

Da min lange rystetur endelig var forbi, og jeg turde holde ham, var jeg stadig omtåget. Det hele virker så fjernt, men jeg husker tydeligt, at jeg ikke rigtig følte nogen “tilknytning” til den dreng, der nu lå i mine arme. Den forelskelse og den rus, alle snakker om, man føler første gang man holder sit første barn, den var der bare slet ikke! Og jeg følte og føler mig stadig snydt! Og ked af det! Jeg ville ønske, der var nogen der havde fortalt mig, at det ikke er alle, der mærker den “forelskelse”. Så havde jeg måske været mere afklaret med det.

NU kommer så historien om fødsel nummer to. Den blev på mange måder helt anderledes!

Kendt jordemoder gav tryghed

Jeg kom i “Kendt jordemoderordning”, og der blev lagt en fødselsplan, der tog højde for alt det, der var sket sidst. Jeg var udmærket klar over, at der kunne ske hvad som helst denne gang, men det var betryggende at vide, at lige meget hvem der var på vagt, når det blev tid, så ville man være obs på det hele og vide, hvilke tanker og ønsker, jeg havde.

Præcis som forventet, havde lillesøster heller ikke travlt med at komme ud.
Jeg havde derfor fået en tid til at blive sat i gang, når jeg var 12 dage over tid.
Jeg forventede, at der lige som sidste gang intet ville ske af sig selv. Dog havde jeg i baghovedet, at det måske ikke blev sådan – jeg var gennem denne graviditet nemlig blevet fulgt ekstra med ekstra skanninger, både pga. Asmus’ størrelse, og fordi jeg har lavt stofskifte. Og denne gang viste det sig altså, at vi skulle have en pige, der lå i den lave ende af skalaen. Man vurderede, at hvis hun blev født til termin, ville hun veje omkring 3000 gram.

Vandet gik på Remas parkeringsplads

Nogen ville måske sige, at jeg var lidt kæphøj eller overmodig de sidste uger  Jeg så ingen problemer i at køre alene rundt og ordne ting og sager. Da jeg var 9 dage over tid, var jeg nede og besøge mine forældre, der bor 15 km fra os. Efter mit besøg skulle jeg lige et smut i Rema og handle, inden jeg kørte hjem. Men så lige der midt på parkeringspladsen gik vandet!  Jeg stoppede op et øjeblik for at forholde mig til hvad der lige skete dér! Change of plans! Der blev altså ikke handlet til aftensmaden alligevel.

Da pigen lå højt og der var fare for at navlesnoren kunne komme ned omkring hovedet, havde jeg en aftale med jordemoderen om, at hvis vandet gik, skulle jeg lægge mig ned med det samme og ringe til fødeafdelingen, så ville de sende en ambulance. Og så måtte jeg ikke komme op at stå igen, før de havde sikret sig, at navlesnoren ikke var i klemme.

Som sagt så gjort – næsten da. Jeg havde trods alt ikke synderligt lyst til at ligge der midt på en våd parkeringsplads  Jeg grinede lidt for mig selv, vendte om og gik tilbage til bilen. Jeg lagde mig ind på bagsædet og måtte nu ringe rundt til fødeafdelingen, min kæreste og min mor. Det er en større logistisk opgave at koordinere afhentning i børnehave (der var nemlig ikke længe til lukketid), pasning af barn, afhentning af bil, min kæreste skulle til sygehuset (godt vi har to biler!), min mor ville komme ned med nogle håndklæder, så bagsædet ikke blev alt for vådt, min far ville tage sig af Asmus. Sikke et cirkus, men egentlig også ret sjovt  Min far var den, der blev absolut mest rundt på gulvet! Hans datter skulle jo føde! Stakkels gamle mand! Jeg blev stille og roligt hentet af en ambulance og kørt til sygehuset 30 km væk.

Sendt hjem fra hospitalet

På fødeafdelingen blev jeg undersøgt, men barnet sad i bækkenet hvor det skulle, og navlesnoren var ikke i klemme. Der var ikke tegn på, at der ville ske mere lige foreløbig, så vi blev sendt hjem igen med aftale om, at vi skulle komme igen 17 timer senere, hvis der ikke skete noget af sig selv. Vi tog forbi mine forældre for at hente den bil, jeg var kørt til Rema i. Selvfølgelig skulle min kæreste tage tykt gas på dem, så han sagde, at vandet slet ikke var gået, men at jeg bare havde tisset i bukserne. I skulle have set min far i hovedet!  Stakkels gamle mand… igen!

I løbet af natten havde jeg veer, men der var længe imellem og de var ikke kraftige. Da jeg blev træt af at ligge i sengen og ikke kunne sove, gav jeg mig til at tømme opvaskemaskine. Og nå ja, pakke det sidste af fødselstasken, for den havde jeg sådan set ikke haft travlt med at have klar

Tilbage på fødegangen

Da de 17 timer om formiddagen var gået, var vi tilbage på fødegangen. Jeg fik lagt ve-drop, der med jævne mellemrum blev skruet op. Det var ret effektivt. Omkring 12:45 blev jeg undersøgt, men jeg var kun 1 cm åben. Det ærgrede mig lidt, og jeg tænkte, at det igen ville blive et hårdt og langt forløb.

Veerne blev dog hurtigt meget kraftige og med ganske kort imellem, og jeg fik lagt bistik først foran og lidt efter i lænden. De lindrende lidt, men for pokker hvor gjorde de ondt at få lagt!
Min kæreste var en stor støtte hele vejen! Ikke fordi han kunne gøre så meget, men han var der! Han sad ved siden af mig og bekymrede sig om mig og lod mig klemme sin hånd, og det var lige det, jeg havde brug for.

Der gik ikke lang tid efter jeg var blevet undersøgt, så begyndte jeg at ryste, blev rigtig dårlig og kastede op. Her blev min kæreste og jeg begge nervøse og tænkte “Nu skal vi gudhjælpemig til det igen!” Jeg var lige ved at bede dem om at få taget min temperatur, og min kæreste var lige ved at sige, at han synes der skulle laves kejsersnit nu, inden det blev værre og skulle ende som sidst.

Ella blev født på en time!

Så langt nåede vi ikke, for pludselig fik jeg presseveer! Det kom fuldstændig bag på os alle sammen, også jordemoderen og den næsten færdiguddannede jordemoderstuderende! De to fik pludselig travlt med at finde handsker, håndklæder og diverse frem. Jeg havde svært ved at få pigens hoved ud, og der skulle en del presseveer og et lille klip i mellemkødet til, før det lykkedes.

Kl. 13:43 kom Ella på 2950 gram til verden og direkte op på min mave. Jeg havde altså udvidet mig 9 cm og født hende på en time! Ikke så sært min krop havde reageret sådan. Men det var nu alligevel dejligt, at det så trods alt var hurtigt overstået.

Jeg blev længe efter ved med at bløde. De kunne ikke helt finde ud af, hvor det kom fra, men det kom i portioner i stedet for at fosse ukontrolleret ud. Så selv om jeg mistede 1,25 liter blod, slap jeg heldigvis for en operation.

Desværre var jeg til gengæld bristet 3 steder, både indvendigt og udvendigt. Det tog to timer og et kvarter at blive syet, og det var forfærdeligt! Det var enormt smertefuldt at blive bedøvet (fik både gel og sprøjte), og så virkede det ikke engang til fulde. Jeg lå og spændte i hele kroppen i al den tid det tog at lappe mig sammen. Øv altså.

Kunne huske det hele

Jeg skulle ligge til overvågning i 24 timer pga. det store blodtab. Ella skulle ligge til overvågning i 48 timer, fordi hun blev født mere end 18 timer efter vandafgang, og jeg ikke havde fået antibiotika. Det tog mig da næsten også to døgn at komme helt ovenpå.

Selv om det hele havde været sindssygt hårdt, så var oplevelsen af at være klar i hovedet og til stede fantastisk i forhold til den omtågede tilstand, jeg havde været i sidst! Det giver en god følelse bagefter, når man husker det hele klart, godt som skidt. Det var også super dejligt, at jeg fik hende op til mig med det samme – også selv om det betød en ordentlig gang tjære-bæ på maven.

Det var skønt, da vi endelig kunne ringe hjem til en UENDELIGT stolt dreng og fortælle, at nu var han blevet storebror!