Jeg havde ønsket og planlagt en hjemmefødsel med så lidt medicin som muligt. Jeg var godt forberedt, havde købt fødekar, trænet vejrtrækningsteknikker og alverdens andre ting.

36+2 finder vi ud af at baby ligger i UK, og min graviditet som ellers har forløbet helt problemfrit og dejligt, tager pludselig en drejning. Jeg er enormt frustreret og ked af det, og til at starte med fuldstændig panisk og ulykkelig ved tanken om ikke at kunne føde mit barn vaginalt.

Herefter følger to mislykkede vendingsforsøg trods intense øvelser med rebozo, ligge med bækken opad, osv. Jeg er i syv sind og ved ikke hvad jeg skal gøre og beslutte, men må indse at sandsynligheden for kejsersnit under alle omstændigheder er højere end den har været før, og derfor køber jeg Kejserinde to be materialet for at forsøge at affinde mig med et kejsersnit.

De første tre gange jeg læser det, triller tårerne ned af kinderne, men langsomt begynder jeg at forestille mig, at det måske skal ske for mig, og jeg oplever at have mindre modstand ved tanken. Jeg beslutter at gå til 40+4 med lægernes hjælp, for at afvente om fødslen går i gang af sig selv, da jeg så gerne vil forsøge mig med en sædefødsel. Jeg oplever en modning og tiltagende plukkeveer i dagene op til, men fødsel bliver det ikke til.

Forberedelsen, og det at læse om andres oplevelser med kejsersnit, og at tænke på det med den meget kærlige tilgang som I har, var det der gjorde at jeg kunne gennemføre uden at bryde helt sammen. Her på den anden side har jeg det stadig meget blandet med oplevelsen, og kan stadig mærke ønsket om at det ikke var endt sådan, og det håber jeg at bearbejde og få ro på med jeres videre forløb.

Baby har det i øvrigt rigtig godt og er den vildeste glæde og lykke for mig og min kæreste, som heldigvis overskygger alt andet!