Lise har været så elskværdig at sende os sin fødselsberetning. Herunder kan du læse om hendes kejsersnit.


Det er onsdag d. 1. august og jeg er 41+2. Jeg skal til udvidet JM undersøgelse da jeg er gået lidt over en uge over termin. Jeg er ved at være godt træt af at være gravid. Jeg sover dårligt, skal tisse hver 2. time, og er noget utilpas med de 25-30 graders sommervejr, som har præget Danmark siden maj.

Vi ankommer til akutmodtagelsen for gravide (AMG), og den dag tager de alle ind individuelt til info om igangsættelse. Vi får info imens de kører en kurve på baby. Alt er fint. Vi går ind i et separat rum, hvor jeg bliver undersøgt indvendigt. Min livmoderhals er delvist forsvundet og jeg er 1,5 cm åben. Jeg er lettet og glad, for nu kan hun lave en hindeløsning på mig. Det er ikke så rart, men jeg trækker vejret i bedste yogastil, og kort efter er hun færdig. Vi tager hjem og ser hvad der sker. Hvis der vel og mærke sker noget! Jeg må indrømme jeg er lidt skeptisk ved at skulle sættes i gang, og hvad er næste skridt?

Om aftenen begynder jeg at få nogle ret kraftige plukkeveer – eller det vil sige, jeg ved jo ikke helt hvad det er, men når jeg går ind og læser om bivirkningerne for hindeløsning, står der at det er de normale bivirkninger. Jeg forsøger at velkomme de smerter jeg får, da det betyder jeg er skridtet tættere på at møde vores lille fyr. Men de gør noget ondt. Er det mon i nat der sker noget?

Torsdag 2/8: 41+3
Kort efter midnat vågner jeg af at plukkeveerne gør ondt, og jeg går en tur på toilettet. Her kan jeg se der er løsnet en del slim, sådan lidt sejt i det, fra skeden, som jeg lynhurtigt vurdere er min slimprop. Da jeg er på toilettet et par timer senere, er der mere slimet lidt rødligt der løsriver sig fra skeden og falder med ud når jeg tisser. Nu er jeg helt sikker! Det er med sikkerhed denne her slimprop. Velvidende det ikke kan ses som et tegn på snarlig fødsel, er jeg alligevel glad for der sker noget, og tænker at nu er jeg et skridt tættere på at en fødsel kan gå i gang.

Jeg vågner fortsat et par gange den nat af (plukke)veer, fordi de gør ondt. Min fornemmelse er at de ikke har taget til i styrke.

Jeg står op ved 7-tiden og da jeg går på toilettet er der flere hinder der har løsner sig. Der var MEGET i trusseindlægget. Gele konsistens, klistret og brunligt. Kunne mærke det ‘faldt ud’ da jeg rejste mig fra sengen.

Ved 14-tiden begynder jeg igen at få plukkeveer. Og nu er jeg i tvivl om det egentlig er veer, og jeg begynder at overvejer at bruge ve-tælleren. Jeg har downloadet sådan en app. Den begynder jeg at bruge.

Veerne er ujævne og virker ikke til at tage til i styrke. Selvom de gør ret ondt nogle af dem. Nogle af dem er også ret lange, op til 3-4 min, og jeg tænker at det muligvis ikke er veer. For vi har jo lært de ikke bør vare længere end 1-2 min. Jeg er selvfølgelig i tvivl om det er veer jeg har, da jeg jo ikke har prøvet det her før. Jeg går i seng ved 23 tiden, og forbereder mig på at veerne tager til i løbet af natten. Eller måske håber jeg bare? Jeg er spændt men falder i søvn.

Det er nu fredag d. 3/8, og formiddagen er forholdsvis stille. Der er ro i veerne. Vi har kl 9:30 en aftale på AMG til igangsættelse. Kurve køres og alt ser endnu engang fint ud. Jeg bliver efterfølgende undersøgt indvendigt igen. Jeg er jo noget spændt på om alle de (plukke)veer jeg har haft har gjort noget godt for den snarlige fødsel.
Min livmoderhals er næsten væk, og jeg har udvidet mig ca 2 cm. Super godt, tænker jeg. Dog fordi jeg er førstegangsfødende, anbefaler JM at jeg skal have igangsættelsespiller for at få modnet den sidste den af livmoderhalsen og få gang i fødslen. Jeg får derfor igangsættelsespiller med hjem, men et skema for hvordan de skal tages. Jeg tager den første kl 11 inden vi kører hjem. Dernæst skal jeg tage en hver 2. time.

Når vi kommer hjem går jeg i seng. Jeg forsøger at samle kræfter til det der venter, fuldstændig som de anbefaler i den latente fase; hvil dig! Og de sidste to døgn har jeg sovet virkelig dårligt, vågnet med smerter i løbet af natten osv. Så jeg er også udmattet og træt. Dette toppes af uvidenheden om hvornår det hele går i gang, og hvornår vi får vores søn at se. Hvordan påvirker det fødslen at have sagt ja til igangsættelse osv. Det var jo ikke lige det jeg håbede på. Omvendt skulle han jo ud, og vi vidste også at han var en stor dreng, skønnet til 3900g. Jeg finder ro i det hele, og får sovet og hvilet lidt.

Om eftermiddagen er der flere hinder der løsner sig, og veerne kommer tilbage. Jeg har på dette tidspunkt taget 3 piller. Jeg er i dialog med AMG et par gange i løbet af dagen og senere på aftenen, og vi beslutter et par gange at jeg skal udskyde at tage den næste pille pga veerne tager til – det er standard procedure.
Veerne tager til og bliver mere fast frekvens, med ca 8-12 min imellem. De gør ondt, og jeg bruger vejrtrækningen fra YOJO. Jeg ligger i sengen og har ondt.

Lørdag 4/8:
Natten til lørdag, ca kl 3 om natten, ringer vi igen til AMG, da jeg er usikker på om vi skal komme ind allerede nu, eller vente til vores aftalte næste tid, kl 10. Vi aftaler vi bliver hjemme. Jeg får lov at tage 2 panodiler som smertelindring, og JM giver fif til hvordan vi kan lave en varmepude med et vådt håndklæde i microovnen og så lægge det ind i en affaldspose. Så Jakob, min mand, gik i gang med dette. Det var rigtig dejligt og tog toppen af smerterne i lænden/bækkenet bagpå. Hvis jeg får det værre skal jeg ringe til AMG, men ellers møder vi bare op kl 10. Jeg beder Jakob om at finde en spand frem, for jeg føler jeg har fået kvalme… den ender dog med aldrig at blive brugt. Der er helt sikker noget i gang i min krop!

Jeg sover så længe jeg kan, men stadig kan nå op og ud af døren til tiden. Jeg står op kl 0900. Jeg har ingen appetit. Fornuften fortæller mig dog at jeg bør spise noget, så jeg smører en klap sammen ned rugbrød/ost. Så må jeg spise den inde på hospitalet.

Vi møder ind til vores kl 10 aftale. Denne gang har vi alt med, da vi godt ved de med en vis sandsynlighed vil beholde os. De kører en kurve, og alt er stadig fint. Jeg fortæller om min nat, og alt virker jo til stille at være gået i gang. Lige inden hun undersøger mig indvendigt, bliver jeg dårlig. Det skal lige siges, at jeg kun har spist 1 bid af den ostemad jeg havde taget med, puha den var ikke til min smag synes jeg. Den røg ud.
Vi når lige ind i undersøgelsesrummet, og hun når lige at hente sådan et opkast rør, og så kaster jeg op! Min krop er tydeligvis påvirket af alt det der sker.
JM kan med glæde fortælle at livmoderhalsen er væk og jeg er 3 cm åben. Det betyder hun vil sende os videre til fødestuen, og de vil tage vandet der. Efter at have talt med dem på fødestuen, kommer hun tilbage og siger de har plads til os. Der vil gå max 30 min. Vi lægger os ind på en seng og venter på at blive hentet. Jeg bliver enorm følelsesladet. Det er nu det sker!! Det er nu vores fødsel skal igang og vi skal meget snart møde vores søn. Jeg begynder at hyle og følelserne overvælder mig fuldstændig!

Kort efter kommer vores JM og henter os, og jeg går snøftende efter, og Jakob bærer vores ting. Vi bliver ført ind på fødestuen, og vi har fået en sansestue. Jeg bliver endnu engang dårlig og må kaste op igen. Her går det op for os at vi har glemt tandpasta…;-) Well, det kunne de heldigvis fremtrylle på fødestuen!

Vi får placeret alle vores ting, og Jakob får til opgave at tilkoble mobilen til blue toth, så vi kan høre musik. Vi starter med at sætte Spotify Dido radio på, en spilleliste vi også hører ofte derhjemme. Alt imens forbereder JM at prikke hul på vandet, og det lykkedes ret nemt. Jeg får sat en diode fast på lillemandens hovede, og den skal være på under hele fødslen. Dette fordi jeg har fået igangsættelsespiller. Igen fuldstændig standardprocedure.

Veerne går stille og roligt i gang, og jeg lærer hurtigt at bruge iltmasken og senere lattergassen. Jeg dynes masken lugter virkelig dårligt, så JM smører den med den tandpasta vi netop har fået udleveret af hende. Det hjalp:-)

Jeg bruger vejrtrækningen som vi har lært til YOJO. 4 ind, hold på 2, pust ud på 8. Forfra igen. I takt med at veerne bliver stærkere, er det sværere at holde især udåndingen. Men det går egentlig ret godt. Jeg får ros af JM og Jakob støtter mig også igennem. Jeg bliver enorm glad for deres varmepuder, og får både varmepuder til foran og bagpå. Det lindre dejligt! Derudover bruger jeg gennem hele fødslen de sækkestole-puder der er på stuen, samt yogabolden. Vi ved jo fra YOJO at den bedste stilling er den næste stilling. Jeg synes det er mega fedt med alle de remedier til rådighed. Jeg er meget taknemmelig.

Efter nogle timer må vi erkende at mine egne veer ikke gør noget for udvidelsen. Jeg er ca 4 cm åben. Mine egne producerede veer er lange (3-4 min), og kommer ikke helt så hyppigt som JM gerne ville have dem til. Lillemanden har dannet en fødselsbule, så den er lidt hævet og irriteret af at ligge og presse ned mod min 4 cm åbning uden jeg udvider mig yderligere.
Vi sætter mig derfor på ve-drop. Det hjælper hurtigt, og veerne bliver hurtigt mere hyppige, men kortere. Og jeg begynder at udvide mig yderligere.
Vi siger ja til at være med i et placebo medicin projekt, som betyder at når jeg er 6 cm åben, skifter vi til placebo ve-drop medicinen. Dette for at teste om man som fødende har brug for ve-drop efter de 6 cm åben. For mig gik veerne lidt i stå, så vi skiftede tilbage til den kendte ve-drop medicin, og fødslen fortsatte.
Kl er nu omkring 19:30-20:00 og vores første JM skal overlade fødslen til den nye JM som har de næste 12t på stuen. Så vi er ret sikre på at den nye JM vil være med til fødslen af vores søn.

Som aftenen skrider frem udvikler himlen uden for sig til det smukkeste lyserøde og lilla skær. Både Jakob og JM nyder den smukke himmel, imens jeg sidder med ryggen til på pilatesbolden, og jeg må til tider minde Jakob om, at han lige skal holde varmepuden på min lænd under veerne:-)
Da himlen udvikler sig til dansende lyn henover himlen, får jeg alligevel vendt mig rundt, for at nyde det smukke syn, ud af det åbne vindue. I mellemtiden har vi skiftet spilleliste til coldplay radio, stadig på Spotify. En af vores yndlingslister. Der er også lidt mere gang i musikken og det passer bedre til den fase vi er i. Som vi nærmer os midnat får jeg mere og mere energi, efter at have drukket juice, saftevand og spist Bounty chokolade, frugtbarer og lidt mad fra hospitalet. Jeg var bare total klar på at fortsætte.

Vi må dog hurtigt konstatere at han ikke kommer ud d 4. august, og vi er nu på den anden side af midnat, og det er nu søndag d 5. august.
Vi har været usikker på hvad vores lille mand skulle hedde, men undervejs i fødslen siger Jakob til mig, at han tror altså han er en lille August. Og det føltes helt perfekt, og vi er nu helt sikre på, at når han kommer ud til os, er det en lille August vi byder velkommen til livet.

Omkring kl 2 begynder vi at indse at hans hovede ikke rigtig vil komme videre ned i bækkenet. JM kalder det ‘soldater’ stilling, som om hans hovede er for ret eller rank. Vi forsøger alverdens stillinger; på alle 4 i sengen imens jeg rotere rumpetten fra side til side. Ned og sidde på pilatesbolden, ud og ligge på kanten af sengen, med det ene ben udover madrassen, alt imens Jakob og JM rystede mig frem og tilbage. Desværre kommer der ikke de stærke veer der skulle til for at gøre det sidste, til trods for jeg nu var 9,5cm åben.
Ledende JM var inde og vurdere et par gange hvordan vi skulle fortsætte, og til sidst tager de en blodprøve fra lillemandens hovede. Han er nemlig begyndt at reagere lidt på den efterhånden lange fødsel. Jeg bliver scannet udvendigt fra, og de vurdere jeg bør fortsætte med kejsersnit (KS). Vi får en fin snak om det, og jeg må jo også konstatere, at jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at få ham ned igennem bækkenet uden held. Jakob og jeg er afklaret og de tilkalder fødselslægen, som tager den endelige beslutning. Han er enig, han skal ud via KS. Vi slukker derfor for ve-droppet og lattergassen.

Anæstesilægen kigger forbi og oplyser mig om den rygbedøvelse jeg skal have (spinalbedøvelse), og jeg svarer på diverse spm. Der går ca en halv time, og så bliver vi hentet. Vi får hvilet godt imens vi venter. Jeg når lige at få lidt veer igen, men JM beroliger mig med at de forsvinder så snart vi kommer over på operationsstuen.

Jakob får tildelt det tøj han skal have på, og har kameraet i hånden. Resten af vires ting sørger personalet for at få bragt over på barselsgangen. Vores JM har brugt ventetiden på at beskrive hvad der skal ske, hvor hun vil stå henne inde på operationsstuen. Hvor børnebordet og børnelægen vil stå osv.

Da vi kom ind på operationsstuen bød alle velkommen og både Jakob og jeg var helt trygge ved situationen. Jeg var aldrig blevet opereret før, så alt var nyt for mig. Mit primære fokus var at vende fokus indad og trække vejret helt stille og roligt. På den måde kunne jeg være helt rolig, hele vejen igennem.
De gik stille i gang, og anæstesilægen fik lagt rygbedøvelsen til punkt og prikke. Jeg lyver ikke når jeg siger jeg ikke mærkede andet end et mini prik. Det var klart bedøvelsen jeg havde været mest nervøs for. Fødselslægen som leder operationen tjekker bedøvelsen virker ved at nive mig forskellige steder, de ruller det blå klæde henover maven og op foran mit ansigt, og de går i gang.

Der går ikke længe, så hører jeg et spædbarn-skrig og jeg hører jeg Jakob sige ‘nej, hvor er han fin’ imens tårerne triller frem I hans øjne. Jeg begynder også at græde og wow, hvor er det vildt! Han er kommet ud, og kl er 4:25.
Børnebordet ligger til min venstre side, og når jeg kigger over ligger den fineste baby. Vores dreng. Jakob får ham op i armene og jeg kan se ham lidt tættere på. Han er så fin. Helt lys og smuk. Men noget større end de havde skønnet ham til. Han er nemlig 4520 og 54 lang. En stor dreng siger de. Og min moderkage er efter sigende også ret stor – jeg hører vores JM sige ‘hold da op, han har haft det godt’, eller noget i den stil:-)

Imens al det her sker har lægerne svært ved at standse min blødning fra livmoderen, og jeg får akut et ekstra drop med noget medicin i. Og jeg får at vide at hvis jeg bliver dårlig skal jeg sige til. De fortæller mig også at jeg bløder lidt meget, og at det er det de er i gang med at få styr på. Jeg får lidt kvalme, og får straks efter noget kvalmestillende. Jeg fokuserede igen på den indre ro ved hjælp af dybe vejrtrækninger og lukkede øjne. Det var svært at kigge al for meget på August, med alle de slanger og ting der foregik med mig. Men det var ok. Jeg var på intet tidspunkt bange, og trods omstændighederne var lægerne og alle på operationsstuen yderst professionelle og alt foregik for mig og Jakob stille og roligt. Jeg vidste det var færdigt om lidt, og så kunne jeg nyde min lille nye mand så meget jeg ville derefter. Ih hvor jeg glædede mig!

De begyndte så småt at få styr på blødningen, og gik i gang med at sy mig sammen. De tog sig god tid, og det yderste ar var primært med fokus på det kosmetiske. Alt blev syet med indvendige opløselige sting.
Vi blev kørt på opvågningen, hvor der stod personale klar med rød saftevand og en morfinpille. Jeg fik lov at få lagt August til brystet. Det havde ikke den helt store succes, men det var dejligt at ligge med ham på mit bryst. -det skal siges han lige havde fået mad med sprøjte i munden, så snart han kom ud af maven. En baby i den størrelse har nemlig en god appetit;-) Så han havde det ganske fint, heldigvis.

For at opsummere forløbet havde jeg fra vandet blev taget til vi slukkede for ve-droppet en fødsel på 15 timer. Jeg tabte over 2L blod ved operationen, og min blodprocent faldt fra 7 til 4,2. Men jeg blev holdt nøje øje med efterfølgende. Og den dag vi blev udskrevet fik jeg 500ml IV jern (dvs via drop), for at booste blodprocenten.

Jakob og jeg føler selv vi har haft en rigtig god fødsel. Selvfølgelig har den været lang, hvis man tæller den latente fase med. Men vi har følt os meget trygge hele vejen igennem, og har kunne følge med i de beslutninger der blev foretaget undervejs. Nu nyder vi blot vores bassedreng, og gør alt hvad vi kan for at fylde nok mad på ham:-)

Held og lykke med Jeres fødsler, jeg håber I kan bruge min fødselsberetning til noget positivt. Vær ikke bange, og overgiv dig til nuet. Namaste.

Kh
Lise